U13 spiller fra Struer Boldklub optaget på Herning Elite
Søndag den 6. september 2015 startede en drømmerejse for Mohammad Masood. Her afholdte FC Midtjylland U13 fodboldskolestævne i Brande, som Mohammad var blevet udtaget til af hans fodboldtræner Per Novrup. Formålet med stævnet var at udtage 16 spillere til FC Midtjyllands U13 talenthold. Noget af det største man kan blive udtaget til i den alder. Over 100 af de dygtigste spillere fra FC Midtjyllands 132 samarbejdsklubber havde fundet vej til Brande stadion, hvor der skulle trænes og spilles udtagelseskampe.
Det lykkedes Mohammad at blive udtaget og nu ventede masser af træning i FCM hen over vinteren, inden der skulle ske endnu en udvælgelse først i 2016. Her lykkedes det igen Mohammad at gå videre, og selv om chancen ikke var stor, så overraskede det ikke Mohammads træner. ”Mohammad er helt unik. Han har et kæmpe talent og har lige nøjagtig det, som FCM gerne vil have. Fart og styrke. Han er umulig at holde som forsvarsspiller og sikker i sine afslutninger. En meget dygtig spiller som vi på alle punkter har nydt i klubben”, udtaler Per Novrup.
Tirsdag den 17. maj blev drømmen fuldendt for Mohammad. Struer Boldklubs formand Peter Gasberg blev ringet op af FC Midtjylland, som kunne fortælle, at Mohammad var blevet optaget på Herning Elite. Det betyder, at Mohammad efter sommerferien skal gå på FCM Elitefodboldskole i Herning og være en del af FC Midtjyllands bedste U14 hold. En stor omvæltning, men også en stor oplevelse, som kun de færreste fodboldspillere kommer til at prøve. Struer Boldklub er stolte over optagelsen og glæder sig til at se, hvad talentet rækker til. ”Det bliver spændende at følge ham på sidelinjen, og jeg håber virkelig, at han når sine mål”, udtaler U13 træner Per Novrup fra Struer Boldklub.