Struer-drenge til cup i Holland
Struer Boldklub’s U15 drenge har været en tur i det hollandske på Cup-tur. Det skete i påskedagene, og målet for turen var en international fodboldcup i fodboldbyen Den Bosch for unge spillere i alderen 9-19 år.
Den Bosch ligger tæt på Eindhoven, som nok er mere kendt på Europa-kortet, og som til daglig huser den kendte klub PSV. Årgang 2000, som udgør SB’s U15 drenge, havde ved turens planlægning i efteråret 2014 en bruttotrup på 23 spillere. Heraf valgte 21 spillere at deltage i denne udlandstur.
Turen startede meget tidligt Langfredag morgen med busafgang fra Struer Boldklub. Ankomst til Den Bosch om aftenen og indlogering samt forplejning på en skole tæt på det stadion, hvor de indledende U15 kampe skulle spilles i en pulje med 4 internationale hold inklusiv SB. Der var i alt 12 deltagende U15 hold.
Den første kamp lørdag formiddag var mod et hollandsk hold, hvor SB vandt 4-1. Efterfølgende ved middagstid en kamp mod et belgisk hold, som endte 1-1. Eftermiddagskampen var mod et andet belgisk hold og endte også uafgjort 1-1. Pulje resultatet blev, at SB endte på plads nummer 2 og således skulle spille A-slutspil søndag. Lørdag aften gik med at deltage i den officielle åbningsceremoni for »Den Bosch Easter Cup« samt at udforske byen på egen hånd i mindre grupper, og det var noget, spillerne syntes godt om.
Den første kamp søndag blev spillet 0-0 mod et meget disciplineret hollandsk hold, som var en fysisk udfordring, men trods alt lykkedes det at have 2 friløbere, 3 skud på mål og en fantastisk redning af et straffespark, men desværre ingen kasse. Senere på dagen mødte SB et dansk hold fra Bredballe, som også endte 0-0 - dog med en dommer, der fuldstændig fløjtede kampen i stykker næsten hvert minut. De to 0-0 kampe gjorde, at SB desværre endte med at spille om 5/6 pladsen mod et lokalt hollandsk hold, som blev vundet med 3-0. Herved en samlet 5. plads ud af 12 hold og ikke en eneste tabt kamp under hele cup’en. Søndag aften blev indviet med fælles restaurantbesøg og derefter igen udforskning af byen.
I de fleste kampe ved denne cup var niveauet over dagligt niveau, så sammenholdt med, at U15 drengene under hele cup’en var ubesejret, skal alle være stolte af dette egentlige flotte resultat.
Mandag morgen anden påskedag gik turen hjemad med en indkøbspause ved grænsebutikkerne. Turen blev finansieret af 3 områder: Et væsentlig klubtilskud på 10.000 kroner, egenbetaling og diverse indtægtsgivende aktiviteter blandt spillerne selv. Klubtilskuddet til en træningslejr eller udenlandscup blev af Struer Boldklub indført sidste år for U15 årgange, da dette er den sidste årgang, hvor spillere er samlet, inden efterskole eller andre skoleformer spreder spillerne. Endvidere har spillerne en alder, hvor de kan begå sig hjemmefra på en fornuftig måde. I samme anledning blev der ved hjælp af flere sponsorer og lidt egenbetaling indkøbt personlige spillersæt til drengene, så alle spillere så ens ud i SB’s røde og sorte farver - dog med eget valgt spillernummer og efternavn.
U15 drenge i Struer Boldklub har for øvrigt på nuværende tidspunkt en brutto trup på 30 spillere og udgør således den største årgang og det største hold set gennem længere tid i klubben.
Der er plads til alle, og holdet har en super god træner og holdleder, og der er en unik atmosfære og indstilling blandt spillere og forældre, hvilket nok også kan forklare en del af den store spillertilgang her i foråret.Struer-drenge til cup i Holland