Menu

Spiller fra Struer Boldklub til Brøndby Elite Cup med FCM

03. august 2015 kl. 16:46

”Struer Boldklub har netop været repræsenteret på et FCM hold til Brøndby Elite Cup, der er den sportsligt sværeste turnering, som dette land kan præsentere. Det drejer sig om Nicklas Mehl fra FCM U14. Nicklas og U14 holdet indledte Brøndby Elite Cup med tre kampe, hvor det i virkeligheden var så som så med modstanden – eller i hvert fald viste FCM sig i alle tre kampe at være noget overlegne, hvilket også resulterede i sikre sejre på henholdsvis 3-0 over Kolding IF, 2-0 over Lyngby BK og slutteligt 6-1 over AB.

Dette betød semifinale imod AGF og også her viste ulvene sig spillemæssigt overlegen, men til gengæld manglede skarpheden foran mål i en grad, som var helt ubeskrivelig og trods utallige chancer og et massivt overtag, lykkedes det ikke holdet at score. Kampen skulle derfor afgøres i straffesparkskonkurrence og her fortsatte uskarpheden desværre og holdet måtte opleve noget så sjældent at tabe en kamp til de senere vindere af turneringen med 3-0 efter straffesparkskonkurrence.

Skuffelsen stod som malet i ansigterne på U14-drengene og om det var den, som stadig prægede i 1. halvleg af bronzekampen mod Brøndby IF, skal vi lade være usagt. I hvert fald var holdet ved pausen nede med 0-2, men var det semifinaleskuffelsen som var årsagen hertil, så blev den godt og grundigt bearbejdet i pausen, for i 2. halvleg sprudlede holdet igen og kunne til sidst trække sig sejrsrigt ud med en sejr på 4-2.”

Luk